Sidder her i min venindes sofa, har boet hos hende sammen med min datter i en uge, da jeg til sidst fandt det for farligt for mit helbred at blive i mit eget hjem.
Jeg har i 2 1/2 år boet sammen med verdens sødeste mand, men hvis jeg gik tæt på ham med spørgsmål til hans person, blev han hidsig, nogle gange fik han det så drejet over på at jeg var en "luder" og gjorde alt ved siden af (Jeg er en respektabel kvinde med to børn og godt jo, hvorefter hans jalouzi startede, og han kørte sig selv op med alle de historier han kunne finde på at digte, og tit endte det så med han kom farende over imod mig skubbede, tog kvælertag, holdte en glødende cigaret op mod mit ansigt, løftede mig op i kraven for at smide mig ned i gulvet, jeg er ikke den største kvinde, og han er en stærk mand. Tænk det er mig jeg sidder og skriver om, total uvirkeligt fra hvordan jeg levede før og ønsker mit liv.
Jeg har nu været så heldig han har fundet et værelse og flytter forhåbentligt ud i morgen, jo det gør han for jeg ved han har betalt husleje til det nye sted. Nu handler det bare for mig om ikke at blive svag, for det føles som om han blot skal skrive en sms, og så bliver der tyrkket på den rigtige knap, og så er jeg tilbage, det er så uforstående og uforklareligt. Men jeg holder mig pænt på måtten, og føler ikke trang til at se ham, trods jeg stadig "elsker" manden.
Har læst herinde at man ikke skal spørge hvorfor eller finde en grund, men jeg bliver i disse dage ved med at spørge mig selv, hvorfor, "vi elsker jo hinanden", hvordan er det hans hoved fungere, hvorfor tænker han sådan. Jeg har skrevet en del sms med ham, prøvet at holde en fornuftig kontakt indtil han er flyttet, er bange for hvad der er fjernet osv. når jeg kan komme hjem igen. Og nu oplever jeg at hvis jeg ikke lige skriver noget han bryder sig om at høre læse, så bliver han grov, og nu hmm. lidt pudsigt, skriver han jeg aldrig skal kontakte mere, neej, det jo det jeg kæmper for at komme væk fra, meeen når han skriver du skal ikke skrive mere vi er slut, så er det som om jeg bliver trukket i, og har behov for at gøre det godt igen, nu har han skrevet det to gange, og jeg svarede først anden gang, ja jeg forstod det første gang. Det er lidt rodet at skrive om, men er der nogen der kender det at endelig ser det ud til man kan komme videre selv, og er knust men ser frem til det, og så samtidig bliver man helt desperat når han skriver "aldrig mere", hvad sker der dog for mig, jeg ønsker jo aldrig mere og alligevel har jeg bare så megen lyst til at bede om godt vejr. Håber der er nogle der kan sætte sig ind i denne problematik og måske har et godt råd, for jeg er bare så nervøs for at jeg lige pludselig bliver svag.
Kamilla
Antal indlæg: 15 Bopæl: Frederiksberg Tilmeldt: 13.01.08
Lagt på d. 27-02-2009 16:54
Kære Kamilla,
Føler med dig - men godt du er kommet væk.
Hvordan undgår man at blive svag.. Jeg var selv frem og tilbage et par gange, før jeg endeligt kunne finde ud af at holde mig væk fra min exmand. Jeg forstår til fulde dine følelser.
Mit bedste råd er at du husker dig selv på, hvordan virkeligheden var - selvom den føles uvirkelig. Når du føler dig svag, så genopfrisk en af de slemme episoder og spørg dig selv, om du vil opleve det igen. Mind dig selv om, at det var faktisk sådan det var - også selvom der var gode tider sammen.
Jeg forstår også frustrationen: Hvad foregår der i hovedet på ham. Men jeg tror også andre har skrevet om det herinde: Man kan ikke få det logiske svar, den forløsende forklaring eller forståelse.
En anden ting jeg gjorde var at læse om psykisk og fysisk vold - flere tråder anbefaler forskellige bøger. Hvis du har det okay med at læse på engelsk, så kan Patricia Evans bøger anbefales. De er skrevet i et let engelsk, ikke fyldt med fagudtryk, men derimod med mange eksempler fra psykisk og fysisk voldelige forhold.
Hilsner og god vind
Alfastyx
Jeg kender godt den følelse, der gør, at selvom man netop kæmper for at komme ud af forholdet, så har man en ubændig trang at at bede om godt vejr, som du skriver. Det gjorde mig dybt frustreret, men så læste jeg dette og det hjalp mig rigtig meget. Måske kan det hjælpe dig lidt.
Sakset fra www. psykoweb.dk
Hvorfor bliver
nogle kvinder hos voldelige mænd?
Vold i hjemmet er et problem, der bliver stadig mere synligt i mange lande.
Det er oftest kvinder, som udsættes for grov vold eller mishandling fra deres mænd.
Paradoksalt nok bliver voldsramte kvinder aligevel ofte sammen med deres partner
og vender tilbage til ham efter at have søgt hjælp på et krisecenter en kort tid.
Undersøgelser fra 1970 'erne
og frem til nu viser den samme tendens:
Af de kvinder, der forsøger at slippe ud af et, voldeligt forhold,
ved, at forlade hjemmet og søger hjælp udefra, vender godt halvdelen
af dem tilbage til partneren igen efter ganske kort tid.
Den amerikanske psykolog Samuel,Gerson,
der har studeret fænomenet indgående, mener, at det vil være forkert
at stempe sådanne kvinder som masochister eller specielt sygelige.
De efterlever snarere en Overlevelses-strategi, der blev dannet
meget tidligt i deres barndom og som de har svært ved
at bryde ud af som voksne.
Det, at disse kvinder bliver hos den mand som mishandler dem,
betyder ikke at de finder behag i smerten, men at de hjemmefra er trænet i
at udholde smerten, som prisen for at de kan være nær den person,
som de siger at de elsker. Det et et kærlighedsmønster, de har
indlært meget tidligt i forhold til deres forældre.
Voldsramte kvinder
har typisk også haft en voldelig barndom,
præget af angst, mishandling, kriminalitet og set med andres øjne
tydelig mangel på tryghed, omsorg og beskyttelse fra
enten den ene - eller begge forældres side.
Desuden viser nogle af undersøgelserne, at 30 - 50 %
af de voldsramte kvinder har været udsat for seksuelle overgreb
inden for familien. Det betyder, ifølge Samuel Gerson, at kvinderne
som små ikke har haft andre muligheder end at acceptere smerten
for at opretholde nærheden til de forældre, som de selvklart
dengang var så afhængige af.
Kvinderne har som børn indlært sig en måde
at knytte sig til en ukontrolabel og utryg person,
for derved at kunne opnå periodevise stunder af meget intens nærhed
og kærlighed - også selvom det betyder at denne forbindelse kunne være
yderst angstvækkende - fordi det var den eneste form for tilknytning,
som de hidtil har kendt til.
Dette oprindelige kærligheds-mønster
har stærk indflydelse på deres måde at etablere følelsesmæssige forhold
til en de elsker, som voksne. Når de møder en mand, der behandler dem
lige så voldeligt og ydmygende, som forældrene gjorde, så vækker det
ikke den samme afsky og ”Det finder jeg mig sørme ikke i” - reaktion,
som børn fra ikke-voldelige hjem naturlig føler, men mere en
opgivende følelse af ”Åh nu igen - hvad har jeg nu gjort galt?”
præcist sådant, som de oplevede det som børn.
Dette gamle reaktionmønster vækkes til live igen,
sammen med håbet om at de og deres voldelige mand kan vinde der
hvor deres mor - eller far - i sin tid kom til kort.
Når kvinder har så svært ved at forlade en voldelig mand,
hænger det både sammen med sådanne triste barndomsmønstre
og det meget lave selvværd de derved fik med sig hjemmefra!
Hvis de forlader deres mand, opsøger hjælp eller i det hele taget gør
noget godt og positivt for sig selv, overvældes de alt for let af en stærk skyldsfølelse,
hvor de tænker at det nok er dem, der svigter ham - fremfor omvendt
eller depressive stemninger, hvor de ligesom føler ”at dette er altså
min skæbne. Det står ligesom skrevet i stjernerne eller i generne
at sådan skal mit kærlighedsliv altså være
- og min rolle er at acceptere det.
Det føles kort sagt for dem som deres Skæbne,
noget de ikke kan lave om på - og de foretrækker derfor
at udholde smerten ved at blive, fremfor at miste den voldelige elskede,
som de ind imellem oplever at de har en særlig dyb kontakt med.
Samuel Gersøn understreger derfor, at det er af stor vigtighed
at afdække dette destruktive mønster, der er indlært i barndommens sårbare tid,
når voIdsramte kvinder skal have en hjælp, der virkelig gør op med
denne selvundertrykkende livsholdning,
Med årene bliver det blot til en stum resignation og depression
Det nytter derfor ikke kun at fokusere på de sociale, og økonomiske forhold,
- der dog ikke skal underkendes i mange situationer, da mange
af disse kvinder efterhånden bliver isoleret fra veninder
og ”sat under adminstration” af manden økonomisk.
_
Du kan læse mere på
http://www.psykoweb.dk/Vrede_Raseri/Vrede7_Vold.htm
Antal indlæg: 54 Bopæl: Nordsjælland Tilmeldt: 29.01.08
Lagt på d. 28-02-2009 18:59
Kære Kamilla,
Jeg tænker her, at det bedste du kan gøre lige nu, er at acceptere de overvældende følelser af kærlighed du føler til din X. Det jeg læser er i hvert fald, at du stadig er fanget i følelsen af, at du elsker din X, og han elsker dig. Det er stadig din virkelighed. Bliv bare i den indtil du er klar til næste skridt. Erkend, at du elsker din X rigtig meget, og græd ud hos din veninde, men vær særdeles opmærksom på og STÅ VED, at din X er ikke god for dig. Du elsker ham, MEN KAN IKKE LEVE SAMMEN MED HAM!!!!
Din udvikling og din eksistens er truet, hvis du går tilbage til ham. Læs bogen "Kvinder der lever farligt" af Henrik Day Poulsen.
Men bliv i de følelser indtil du er klar til næste erkendelse, nemlig at gå bagved kærligheden til din X og forsøget på at finde ud af, hvad den kærlighed bygger på. Du vil måske blive overrasket over, hvorfor du i sin tid forelskede dig i ham.
Det er der oftest en ubevidst, grundlæggende årsag til.
Hvis du har modet og styrken til at tage den indre rejse, som det kræver, vil du en dag ud i fremtiden, takke din X, fordi du blev presset ind i at søge svarene indeni dig selv. Jeg kan nemlig GARANTERE dig, at de svar du så desperat søger, de findes inden i dig selv. Spørgsmålet er om du tør stille dem og finde dem.
Jeg ønsker dig alt held og lykke på vejen. Selvom det måske ser sort ud lige nu, så lover jeg dig, at du kan - hvis du vil - komme ud på den anden side....ud til livet og den ægte, sande kærlighed. Den findes, den er derude, men først når du har taget rejsen ind i dig selv, og fundet din indre kerne. Det er der sandheden er, og livet skal leves ud fra.
Hej Alle
Nu er jeg flyttet hjem og X er flyttet med "næsten" alle sine ting. Jeg holder distancen, via SMS men han presser godt på, men i mit indre tør jeg faktisk ikke se ham, så min krop hjælper mig så mit hoved ikke vinder over den skyldfølelse som jeg lige nu går med. For helt sikker jeg føler skyld og syntes det er så synd for ham, for det er mig der har de ordnede forhold, og hans liv (set med mine øjne) rodet, at bo på værelse som 44 årig osv. Men jeg siger til mig selv, sådan var det også da vi mødtes, og selvom det er den rare mand han viser nu, jamen så eksistere den anden også endnu, hvis jeg ikke lige har samme mening som ham, "så hvad er det der er så svært for mig, helt ærligt ik".
Jeg er nu vokset op i et kærligt familieforhold, dog ikke det tætteste forhold til min far, som arbejdede meget, og var mere af den gamle skole, men jeg tiltrækkes åbentbart af det der meget søde gode, som den slags mennesker kan være, men kan godt se at sådan kan ingen være altid. Jo længere tid der går hvor jeg ikke ser ham, jo længere et lille bitte stykke hver dag, kommer jeg retur til mit eget selvstændige jeg, og mine børn er blevet gladere og bemærket, mor det dejligt du smiler og det dejligt du sidder og hygger dig mor, tænk altså, men sådanne små bemærkninger rammer mig lige det rigtige sted, og hjælper også til at holde fast, mens jeg stille og roligt finder mig selv igen.
Jeg prøver selvfølgelig at spørge mig selv hvordan kunne det ske jeg endte her, men det første halve år var bare pragtfuldt, han var noge jaloux, men troede jeg kunne gøre ham tryk, men den første gang han langede ud efter mig, langede jeg tilbage, ups, det skulle jeg ikke have gjort, for hvad fanden bildte jeg mig ind. Det brugte vi lang tid på at diskutere og tale om, og han lovede aldrig aldrig mere. Tja så kom næste gang, jeg stoppede forholdet, han flyttede til en kammerat, og kom igen retur, fordi jeg troede hans ord om at det stoppede nu, og han bestemt ikke ønskede at gøre mig ondt, og det gjorde mindst ligeså ondt på ham, som på mig, jamen så var jeg lige pludselig fanget i mit eget net, og var alt for eftergivende, og han valgte at gå til ATP, hos psykolog, og troede det ville hjælpe, og kæmpede videre sammen med ham. Men den stoppede ikke, og her sidder jeg så i dag, syntes et eller andet sted jeg egentligt har klaret det godt, har erkendt jeg ikke kan hjælpe ham, og jeg har "kun" brugt to år af mit liv på det, men der er jo andre som bruger mange flere år, men selvfølgelig er der også dem der ville have holdt fast første gang, og slet ikke beskæftiget sig med det mere, det er der jeg til sidst skal ende, selvfølgelig. Jeg må prøve at se om jeg kan finde et svar inden i mig, for jeg arbejder gerne med mig selv, syntes det er spændende de rejser eller oplevelser, erkendelser man kan opleve, og hvordan ens livssyn kan ændre sig, og dermed også ens dagligdag. Så tusinde tak til jer alle, for jeres støtte herinde, det giver virkelig også et skub den rigtige vej.
Kamilla
Antal indlæg: 59 Bopæl: tidl. næstformand/ fung.fmd. i Netværket 2003-2007 Tilmeldt: 19.12.08
Lagt på d. 05-03-2009 07:54
alternativet til at han bor på værelse, er jo at du bor i midlertidige boliger... Det ville da være mere synd (du skal jo have fred til at komme dig over det han har gjort, og det er hårdt at gøre det mens man skal bygge liv op igen, fra bunden måske).
Bogen: "Kvinder der elsker for meget", har mange været glade for at læse. Den tænker jeg på når jeg læser om at du føler "skyld" ;o)
HVIS du tror, der er en chance for at din ex er behandlingsmodtagelig, kan han henvende sig til 'Dialog mod vold'.
De har haft ca. 200 mænd til behandling de seneste ca. 5 år.
De er desværre ikke landsdækkende, men prøv at cheke deres hjemmeside. Så kan du overveje om du vil sende ham information om den behandlingsmulighed. IKKE for at han skal gå i dialog med DIG - men for at HAN skal tage kontakt til 'Dialog mod vold'.
Mht. at du kan se tilbage på 2 år - vær rigtig rigtig glad for at du har handlet nu! Det tar nemlig flere år at komme fri af og bearbejde skader fra at have været i et voldeligt parforhold, og jo længere man bliver, jo længere er restitueringsperioden....
Til sidst, så er det oftest sådan, at en relation man har haft til et voldeligt menneske, ikke bare er enten sort eller hvidt (vold eller kærlighed...). Der vil være ting man elskede at gøre og dele med manden, og der vil være de ting, der gjorde at man ikke kunne overleve, hvis man blev... (Overleve betyder ikke kun fysisk. Det betyder som menneske! Dvs. den psykiske nedbrydning, der følger af at lade sig behandle sådan, den kan være så ødelæggende i sig selv, at man er 'atomiseret' efter bare få år....)
Det er altså rigtig rigtig godt, at du har taget dig selv og DIT liv seriøst nu, og har handlet - er kommet fri af hans indflydelse!
Redigeret af nete d. 05-03-2009 07:55
Forfatter
RE: Rykket langt - holder fast - til jer som har svært ved at slippe
Igen tak for svar, jeg har allerede fået bogen Kvinder der elsker for meget, og læser hver aften, den hjælper, for jo der er nogle lighedspunkter med noget af det.
Jeg brød sammen på mit arbejde, hvor jeg så var så heldig at min kollega tog fat i min chef, hvorefter jeg blev tilbudt psykolog hjælp, så jeg kan holde fast og ikke igen involvere mig med lign. mænd.
For hver dag der går kan jeg se tydligere og tydligere, hvordan jeg har levet i en sort æske, og mine tanker har været så langt fra hvor jeg selv er som person, det en underlig fornemmelse, men den hjælper virkelig mig til at holde fast. For jo, han er desperat, og prøver på alle måder, via SMS, at forklare mig hvor højt han elsker og hvor forkert samt syg jeg er, men jeg holder stand, og har indimellem i forholdet skrevet mine tanker ned, som også hjælper mig, hvis jeg skulle blive svag, så kan jeg bare læse dem, og ja, så kan jeg huske hvorfor jeg skal holde mig væk. Jeg har haft angsanfald når jeg var i byen, hjertet hamrede i brystet og svenden piplede frem på panden af mig, pu ha, dybe indåndinger, og tænke på at det er kroppens reaktion, men nu skal min hjerne bestemme, og den siger du får handlet færdigt ind, før du farer hjem igen. En kamp, de første gange, og bestemt noget af det første jeg skal tale med min psykolog om. Jeg håber sådan, andre kvinder vil finde vejen som jeg og blive fri, for først efter et stykke tid alene, begynder man at se hvad det er man har fundet sig i, og hvordan man har kæmpet og hele tiden været på vagt for ham, og hans temperament, det meget hårdt psykisk for ens krop, og tanker tja, man kan jo slet ikke tænke klart til sidst, man er ganske enkelt i en sort boks ja, og lever på automatik, som du skrev, men heldigvis har jeg et godt og solidt fundament fra min barndom, og det klamrer jeg mig til, for grænserne for rigtigt og forkert, hvad man skal finde sig i, hvor meget skal jeg hjælpe, de er rykket så meget den forkerte vej, men jeg har heldigvis en god kollega jeg spørge til råds og få et fornuftigt svar fra, hvis jeg ikke helt selv kan se hvor grænsen skal være.
Tusinde tak for gode ord og støtte herfra
Amilla
hej jeg er ny herinde men hvor er det godt at denne side eksistere.Jeg er selv på vej ud af et voldeligt forhold jeg har været 2 gange på krisecenter ,sidst for 3 måneder siden. Først gang var pga fysisk vold og trusler og andet gang var det mest psykisk vold pga jalousi min telefon blev taget fra mig min regning tjekket jeg fik ikke lov til at sove om natten jeg blev bombaderet på arbejdet med smser og krydsforhørt ,når jeg kom hjem fra job og når jeg skulle i seng fortsatte han med at udspørge mig Vores fælles søn fik lov til at høre på at jeg var en luder en so og en dårlig mor .Efter 3 døgn hvor jeg dårligt nok kunne huske mit eget navn og jeg måtte slæbe mig på job, hvor jeg sidder som leder tog jeg afsted om aften på krise center da min eks var ude og jeg vidste at når han kom hjem vile han fortsætte med at krydsforhører mig .Mit forhold til ham har i de 6 år hvor vi har været sammen været præget af at han har været utilregenlig han kunne flippe ud hvis gryderne ikke var rene og hvis støvsugeren ikke var sat ordentligt på plads ,sagde eller gjorde jeg noget han ikke syntes var iorden var jeg en so eller en luder og han var ligeglad om vi var hjemme eller ude offentligt jeg er blevet slået med hans skjorter skubbet ind i vægge låst ude spyttet på han har taget mine ting forsøgt at ødelægge dem og kaldt mig for alle mulige grimme ting , været mig utro og ikke mindst brugt vores fælles søn mod mig.I dag bor jeg alene min eks bor i samme by som mig og vi ses stadigvæk i øjeblikket kæmper vi i stats forvaltningen om bopælen og samvær.Jeg har heldigvis fået en god psykolog og jeg har også erkendt at jeg aldrig kommer til at bo sammen med min eks mere og at den familie som jeg har kæmpet for ikke bliver med ham, og at han aldrig bliver anderledes det har været en proces som har taget mange år tildeles fordi han også har gode sider men ogå fordi jeg har påtaget mig skylden for det hele. I øjeblikket kan jeg mærke følge virkningerne af det jeg har været udsat for jeg fare let sammen og jeg får hele tiden billeder af de episoder som har været i årens løb hvor jeg har været udsat for vold jeg er meget opmærksom på lyde og jeg kan stadig have det som om jeg bliver kontrolleret jeg glemmer tit ting og sager og jeg sover meget
Spring til debat:
Log på
Er du ikke registreret bruger endnu? Klik her for at blive det.
Har du glemt dit kodeord? Få tilsendt et nyt ved at klikke her.
, hvorefter hans jalouzi startede, og han kørte sig selv op med alle de historier han kunne finde på at digte, og tit endte det så med han kom farende over imod mig skubbede, tog kvælertag, holdte en glødende cigaret op mod mit ansigt, løftede mig op i kraven for at smide mig ned i gulvet, jeg er ikke den største kvinde, og han er en stærk mand. Tænk det er mig jeg sidder og skriver om, total uvirkeligt fra hvordan jeg levede før og ønsker mit liv.
